Årligt foretages der omkring 12.000 provokerede aborter i Danmark, men da Frejamay November fik sin, manglede hun nogen at spejle sig i. Motiveret af ønsket om at bryde tabuet besluttede Frejamay sig for at dele sin historie

Af Signe Johnsen Damgaard

Klokken er 08.01 en decembermorgen i 2020, da Frejamay ringer til sin læge. I ti minutter har hun stået på sit badeværelse og ventet på, at telefontiden åbnede. Stået, og følt, at alt stod stille samtidig med, at alt væltede ned over hende:

”Det var som at stå inde i orkanens øje, men jeg kan bare mærke alt muligt, der flyver rundt omkring mig, og alligevel så står jeg bare helt stille inde i midten og kan slet ikke forholde mig til alt det der udenom,” siger Frejamay.

Tårerne strømmer ned ad hendes kinder, imens hun lytter til lægens råd om at tale med nogen, hun holder af og lige lande i det. Det er ti minutter siden, at graviditetstesten viste to tydelige, røde streger. Frejamay vidste godt inderst inde, at hun var gravid igen – hun har to små børn, så hun havde prøvet det før, og symptomerne var ikke til at tage fejl af. Alligevel er det først nu, virkeligheden rammer hende for alvor.

Efter samtalen med lægen, ringer hun til sin bedste veninde. Hun snakker med flere veninder og opdager, at hendes situation ikke er unik. De har næsten alle stået der før. Det er bare ikke noget, de har talt om.

Den svære samtale

Det er ifølge Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex og Samfund, meget almindeligt, at kvinder ikke taler åbent om deres abort. Hun siger, at:

”De er bekymrede for, at hvis de delagtiggør omgivelserne i det, bliver de udsat for moralsk fordømmelse. Det viser, at der er et tabu, hvor både omverdenen har svært ved at stille de rigtige spørgsmål, eller bare overhovedet stille spørgsmål til samtalen, men også, at man censurerer sig selv, fordi man fornemmer det her usagte tabu”.

Majbrit Berlau har i forbindelse med den frie aborts 50-års jubilæum været med til at indsamle 50 abortfortællinger til en bog, som er et initiativ til at sætte samtalen om emnet fri. Hun fortæller, at uanset hvor forskellige alle beretningerne er, har de det til fælles, at kvinderne har manglet nogen at tale med om det.

”Det er jo en samtale, som på mange måder kan være rigtig svært at tage, fordi den jo indeholder en masse forskellige perspektiver, både rettighedsperspektiver, sundhedsfaglige perspektiver, etiske overvejelser og rigtig mange følelser,” siger Majbrit Berlau.

Bogen ”Abortfortællinger” er et forsøg på at bryde tabuet om provokerede aborter. Med bogen følger også en digital platform, hvor man anonymt kan dele sin abortfortælling og spejle sig i andres. Den digitale platform indsamlede mere end 120 fortællinger på under 24 timer, siger Laura Kristensen, som er initiativtager og medforfatter til bogen og tilføjer, at det er et tegn på, at der virkelig har været behov for denne type tiltag.

Søgen efter spejling

Frejamay var afklaret: Hun skulle stensikkert ikke have et barn mere. Alligevel var følelserne overvældende. Hun forsøgte at finde nogen, hun kunne spejle sig i, men de eneste aborthistorier, hun kunne finde på Google, var nogen abortmodstandsorganisationen Retten til Liv stod bag.

”Altså, vi har haft fri abort i snart 50 år, eller det havde vi på det tidspunkt. Og så er der ikke flere nuancer i det her. Altså, jeg var vildt overrasket over, at der ikke var andet på nettet. Der var ikke nogen, der havde delt deres egen historie,” siger Frejamay.

Hun valgte derfor at dele sin egen abortfortælling på sin blog velvidende, at hun kunne risikere at få en masse vrede kommentarer fra abortmodstandere. Det var dog ikke dem, der skrev til hende. Hun endte med at få over 200 henvendelser fra kvinder, som havde stået i lignede situationer og fælles for de fleste, havde de manglet nogen at tale med det om og nogen at spejle sig i.

”Det synes jeg er trist. Jeg synes det er ærgerligt, at man skal gå igennem noget så sindssygt stort alene. Jeg kan ikke huske, at der var nogen, der selv havde valgt aktivt og med ro i sindet ikke at dele med nogen,” siger Frejamay.

Hun fortæller, at de kvinder, som henvendte sig til hende, som ikke havde delt deres abortfortællinger tidligere, havde mange forskellige årsager til dette, fx skam, strenge forældre eller religion. Frejamay mener også, at det siger noget om, hvor tabuiseret et emne provokeret abort stadig er, når de her kvinder vælger at dele deres historier med en fremmed influencer i stedet for at gå til deres veninder eller forældre.

Samtale fremmer forståelse

Teolog og sexolog, Benedikte Vejlby Baggesgaard, er fortaler for, at man snakker om tingene mere nuanceret. Hun mener, at det er derigennem, vi skaber en forståelse for hinanden. Hun fremhæver også vigtigheden af den åbne debat og at have nogen, man kan spejle sig i.

Den frie abort bliver tit et politisk emne, hvor man enten er for eller imod. Det er specielt vigtigt med en mere åben debat på sådanne emner, fordi de netop mangler et rum, hvor der er plads til flere facetter og afskygninger. Om det siger Benedikte Vejlby Baggesgaard:

”Samtale fremmer forståelse. Vi bliver jo altid klogere på nuancerne, når vi taler om tingene, og det er altid godt at blive klog på nuancerne, fordi det er sådan et emne, der kalder meget på sådan en sort/hvid tilgang.”

Samtalen og spejlingen er ifølge psykolog og ekstern lektor ved Aarhus Universitet Asger Neumann vigtig for at mindske ensomhedsfølelsen. Oplevelsen af at man ikke er alene, gør også dilemmaet lettere at rumme. Har man ikke noget at spejle sig resulterer det, ifølge Asger Neumann, i:

”At man gemmer det væk, at man er skamfuld over det, at man kommer til at føle sig forkert, at man kommer til at hæmme sig selv eksempelvis i en social situation”

Problemet bliver ved med at fylde, hvis man ikke taler om det og bliver spejlet, fortæller Asger Neumann. Det vil typisk betyde, at det kan blive svært at lægge det fra sig.

Samtalen skaber nuancerne

Frejamay havde også selv en tom følelse af ensomhed, før hun delte sin abortfortælling på sin blog. Oplevelsen havde fyldt så meget for Frejamay, at hun følte, at hun var nødt til at skrive om det. Hun var nødt til at dele det. Hun følte, at hun var et lillebitte glas, som der konstant blev hældt vand på og kun ved at dele sine tanker og overvejelser, kunne hun rumme at være i det.

Det hjalp hende meget at dele opslaget og modtage henvendelser fra andre kvinder. Hun fortæller, at hun følte sig tæt forbundet til kvinderne, og at hver lille historie gjorde det lettere for hende at komme gennem den svære tid.

”Det rørte mig helt vildt meget. Jeg følte mig pludselig som en del af et kæmpestort fællesskab, jeg egentlig ikke vidste eksisterede, og som måske stadig ikke eksisterer, men det er derude, hvis der er nogen, der begynder at lave en eller anden form på form for det,” siger Frejamay.

Samtidig med det overfyldte glas blev tømt, voksede fællesskabsfølelsen og både den skam og ensomhed, som Frejamay før havde følt, forsvandt. Hun havde frygtet, at folk ville skyde hende ned, og det overraskede hende derfor, at der sad så mange klar til at gribe hende.

Frejamay er sikker på, at hvis folk skal blive bedre til at tale om provokerede aborter, kræver det, at endnu flere stiller sig frem og fortæller deres aborthistorier. Det er historiernes sprog, stemmer og ansigter, som gør, at vi får nuancerne med. Frejamay mener, at vi er på rette vej, men hun håber, at den åbne debat om provokerede aborter snart kan få en endnu stærkere bevægelse i ryggen, så vi også på et tidspunkt kan fejre 50-års jubilæum for den frie samtale.